ROSA, ROSA, ROSA!

I dag har jeg lyst til at dele et feminint indslag med jer – så er du ikke i humør til romantik og lyserødt, så spring over og læs med en anden gang. Du er altid velkommen til at kigge forbi og samle inspiration.

Er du der imod i underskud på den front, så kan det følgende måske hjælpe dig videre.

Farven rosa er forbundet med kærlighed og feminin energi  i mange kulturer. Rosa forbindes ligeledes  med ubetinget kærlighed, pleje, romantik , fred og ro. Og optimisme ikke at forglemme.

I mit liv er jeg omgivet af 4 fantastiske drenge og en ligeså fantastisk mand. Uden at sige for meget er der masser af maskulin stemning og energi i mit liv. Og jeg vil ikke være det foruden!

Men.....

Jeg har sukket efter ro og fred i mit liv et stykke tid. Har længe søgt efter alverdens løsninger for at få min længsel stillet. Ekstra d-vitamintilskud, mandler i kilovis, avokado til morgenmad, en lur på sofaen, når jeg har kunnet se mit snit til det. Alt sammen for at opnå balance og gerne plus på overskudskontoen. For med arbejde og familie, er der helt vildt brug for overskud.

Sjovt nok har tanker om lyserøde vægge i soveværelset, rosa fingerhåndklæder på badeværelset og  andet candyflossfarvet drillende sneget sig ind i mine tanker som nye muligheder og idéer til at skabe en afbalanceret stemning i hjemmet. Og det kan måske lyde fjollet, for rosa, lyserød og pink er da ikke farver, der skal fylde en masse i et voksenliv, eller...? Det er jo nuancer, der er forbundet med babyer, barbiedukker og barndom og sådan lidt tuttenuttet naivt.

Ubevidst kan man sætte begrænsninger op for sig selv baseret på tanker om, hvad man bør, kan eller hvad andre mon tænker.  Det lykkes ofte for mig i stor stil. Men jeg vil gerne lave om på det og arbejder på det løbende. Så nu har jeg overgivet mig og budt den rosa farve ind i mit liv, med alt det den symboliserer.

Farven rosa har en evne til at bløde op for energien og stemningen i et rum. I fengshui-sammenhæng anvendes rosa især på badeværelser og i soveværelser. Det har inspireret mig til at male en væg i soveværelset rosa, hvilket i første omgang resulterede i en smule modstand, men det er nu længe glemt igen.

Idéer til en mere rosa hverdag:

  • Anvend gerne rosa hvor som helst i hjemmet, dog i mindre skala for et afbalanceret indtryk
  • Overvej om der er steder i dit hjem, der kunne trænge til farve i det hele taget? Det er moderne med den sort/hvide indretning, men et farveklik, herunder rosa, kan give mere liv og stemning
  • En fin lyserød buket blomster kan medvirke til at bløde op for en hård stemning  i et rum
  • Har du netop sorteret ud i gamle håndklæder, viskestykker og karklude og står for at skulle supplere op med nyt – kunne det måske være en idé overveje farven rosa eller måske pink?
  • En rosa plaid til at pakke sig ind i på en kold og regnfuld dag en stund på sofaen er blødt og beroligende.

Måske har du andre rosa idéer, du gerne vil dele? Skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du har lyst.